søndag den 6. oktober 2013

DK så tæt på m.m.

Langt om længe er det blevet tid til et lille indlæg igen. Vi har været uden internet det første lange stykke tid her i huset, fordi...ja, tingene jo bare tager så forbistret lang tid her, men nu er vi koblet på, og det er virkelig rart. Utroligt, så meget det betyder at kunne komme i kontakt med familie og venner derhjemme. De sociale medier udgør en virkelig vigtig livline for mig. Verden føles så lille med skype, sms og facebook. Jeg tænker tit på, hvordan  jeg, da jeg rejste som yngre, måtte faxe eller tage i communication center, for at få kontakt til dem derhjemme. Dengang bestod kommunikationen hjem af korte, dyre samtaler på en skrattende, utydelig telefonlinje eller udførlige breve i papirform. Det holder hjemveen nede, at Danmark nu er lige foran mig, ja kun få klik herfra.
Hverdagen er begyndt at stabilisere sig, og vi har fundet vores rutiner. Familielivet fungerer på mange måder bedre her end i DK. Det er meget tilfredsstillende at kunne følge med i børnenes skolegang og være sammen med dem om eftermiddagen. Selvom det måske lyder lidt klicheagtigt, er der virkelig mere overskud og kvalitetstid, og det betyder faktisk noget. Jeg mødtes med de andre mødre i Lunas børnehave, og det var tankevækkende, hvor ens mange kvinder har det på dette punkt på tværs af nationaliteter. Der var mødre fra Englang, Tyskland, Sverige, Ungarn sågar Sydafrika, der alle synes, det var svært ved at få familie- og arbejdsliv til at hænge sammen i deres hjemlande. Livet som hjemmegående "hausfrau" vil givetvis ikke være tilfredsstillende for mig i årevis, men ligenu føles det på en eller anden måde bare rigtig godt.
Selvom Dubai jo nærmest svømmer over af seværdigheder og sjove og vilde ting, man kan prøve og lave, går det meste af vores tid og overskud stadig med at komme på plads her i huset og finde os tilrette. Vi var i IKEA i går og købe ting som badeforhæng, skraldespande og alt sådan noget, der normalt bare er der, men som vi nu står og mangler. IKEA i Dubai ligner IKEA i Lystrup til forveksling, bortset fra at kunder og personale, ligesom folk i det generelle bybillede, repræsenterer et væld af forskellige nationaliteter. Kan stadig knibe mig selv i armen og have svært ved helt at fatte, at jeg går rundt i denne smeltedigel, et multikulturelt og - etnisk samfund med nogle kontraster, der vil noget. Er stadig meget nysgerrig efter at opleve mere.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar