søndag den 22. september 2013

Ting

Så kom dagen, hvor containeren med vores ting fra DK ankom til vores nye hus. Det var en helt fantastisk følelse at se det hele igen, og et gensyn vi virkelig hungrede efter. Vi er kommet igennem problemerne med udlejerstedfortræderen,  så efter en uge med mange bekymringer og stress i maven, er situationen ved at være ok, og vi kan flytte ind i huset i morgen.
Tanken om at vores ting har været undervejs så længe, at de har krydset store have og ligget i den container i vind og vejr, og at de nu er her hos os så mange tusinde kilometer fra Lystrup, er altså fascinerende. Alle de ting, vi var så trætte af at sortere i og pakke ned, før vi tog af sted, spreder virkelig lykke nu. Dagen i dag har været som juleaften for os alle.
Den forgangne uge var, som nævnt, præget af en del stress, problemer og ting, der trak ud. Vi er efterhånden ved at lære, at tingene kan tage meget lang tid her, og at man gerne skal hænge i og ofte rykke folk mange gange, før der kommer skred i sagerne. Frustrerende, men måske også sundt nok at opleve. Mange af de praktiske, formelle gøremål er ved at være ordnet nu, så vi ser frem til næste weekend, hvor vi vil grille, indrette vores hus og stene i sofaen til en god film om aftenen. Det bliver så dejligt.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar