Ting

Så kom dagen, hvor containeren med vores ting fra DK ankom til vores nye hus. Det var en helt fantastisk følelse at se det hele igen, og et gensyn vi virkelig hungrede efter. Vi er kommet igennem problemerne med udlejerstedfortræderen,  så efter en uge med mange bekymringer og stress i maven, er situationen ved at være ok, og vi kan flytte ind i huset i morgen.
Tanken om at vores ting har været undervejs så længe, at de har krydset store have og ligget i den container i vind og vejr, og at de nu er her hos os så mange tusinde kilometer fra Lystrup, er altså fascinerende. Alle de ting, vi var så trætte af at sortere i og pakke ned, før vi tog af sted, spreder virkelig lykke nu. Dagen i dag har været som juleaften for os alle.
Den forgangne uge var, som nævnt, præget af en del stress, problemer og ting, der trak ud. Vi er efterhånden ved at lære, at tingene kan tage meget lang tid her, og at man gerne skal hænge i og ofte rykke folk mange gange, før der kommer skred i sagerne. Frustrerende, men måske også sundt nok at opleve. Mange af de praktiske, formelle gøremål er ved at være ordnet nu, så vi ser frem til næste weekend, hvor vi vil grille, indrette vores hus og stene i sofaen til en god film om aftenen. Det bliver så dejligt.

Mere ventetid...

Vi begynder virkelig at savne at have et hjem nu, ihvertfald vi voksne. Leon synes, det er skønt og trygt at bo så tæt, og måske har det ikke været så tosset at starte ud her, når nu alt andet har været stort og ukendt for ham. Og så er der vafler om morgenen i hotellets buffet, hvilket han nok også får svært ved at undvære, når mors havregryn kommer på bordet igen.
Tingene skrider langsomt fremad. Det meste tager tid hernede, så tålmodigheden er sat på prøve. Vi har fået nøglerne til huset, men det er ikke klart til indflytning endnu. Inden vi kan flytte ind, skal udlejer sørge for rengøring af huset og betaling af sidste opgørelse for strøm og vand, lige nu er der lukket for dette - og det trækker ud. Tilmed roder stedfortræderen for udlejeren og ejendomsmægleren rundt i, hvem betaling for huset skal gå til. Den egentlige udlejer sidder nemlig pt. i USA....gaaab...lang historie....men åbenbart ikke udsædvanlig hernede....Det er problemer, vi ikke har så meget indflydelse på. Huset er helt sikkert vores, men konflikten mellem ejendomsmægleren og udlejer-stedfortræder kan jo få det hele til at trække endnu mere ud. Vi håber, det kan løses hurtigt, og de får det afklaret, så alt er i orden, når vores ting kommer sidst på ugen.
Vores visarun i fredags gik godt, og det var en tur, jeg ikke ville have været foruden. Det var fedt at opleve noget andet end skyskrabere, fede biler og bling-bling. Vi kørte gennem flere forskellige ørkenlandskaber fra sandbanker, der bølgede blødt og rødgult så langt øjet rakte til stenede bjerglandskaber. I sandbankerne lå kameler og slængede sig og nogle steder blev der kørt ørkenræs i store jeeps, noget familiens mandlige medlemmer har store intentioner om at prøve - moderen vil nok helst bare ud og ride på en fredelig kamel:-) Butikkerne langs vejen lignede mere dem, vi kender fra vore andre rejser til fjerne lande, rodebikse med alt mellem himmel og jord i en skøn forening. Også tæppehandlere var der mange af langs vejkanten, vi passerede de flotteste mønstre og farver. Vi må helt sikkert købe os nogle arabiske tæpper hernede, de koster ikke meget.
Vi fik vores stempler i passene og badede hele eftermiddagen i Hatta Fort Hotel's lækre pools, omgivet af et storslået bjerglandskab. En virkelig anbefalelsesværdig tur.

Ventetid...

Alt er stadig vel her under palmetræernes kroner. Livet går sin gang, og vi har fået bygget en lille, interimistisk hverdag op, der kan fungere her på det lidt trange hotelværelse.
De to sidste dage er børnene blevet afleveret (næsten) uden gråd. Leon er blevet virkelig sej. Han går selv fra skoleporten og hen i køen til klassekammeraterne. Her henter læreren dem, og de går på en række ind på skolen. Sådan! -ikke så meget slinger i valsen der:-) Faktisk udtrykker Leon ind imellem ret stor begejstring for aktiviteterne i skolen. Han bliver hurtigt bedre til det engelske, tilsyneladende lærer de det meget igennem leg og spil, hvilket motiverer ham. I dag skulle de medbringe en "Me Box" med fem ting, der siger noget om dem selv, og hvor de kommer fra. Ud fra de fem ting skal de præsentere sig for klassen. Skoleformen virker ret struktureret, der er en del daglige rutiner, så som køen om morgenen, tror egentlig, Leon trives meget godt med det. Luna er også så småt ved at føle sig tryg i børnehaven. De har lavet nogle fine kreative ting, hvor de har malet med fødder og hænder, de leger med modellervoks, tegner og leger på legepladsen hver morgen. Hun har fundet sammen med en dansk dreng ved navn Noah, det giver hende ekstra tryghed, at han er der. De hygger sig sammen og er bare vildt kære, de to. Moderhjertet banker roligere og nattesøvnen er vendt tilbage:-)
Ellers befinder vi os jo lidt i et limbo lige nu. Kontrakten til huset er underskrevet, og i går skrev vi tilstandsrapport, så nu venter vi dels på vores ting og dels på nogle formaliteter, der skal gå i orden, før vi kan sætte gang i ungernes og min ansøgning om visum. Turistvisaerne udløber snart, så på fredag skal vi på det, der kaldes "Visarun", hvor vi skal krydse grænsen til Oman og tilbage igen, for at få turistvisaerne forlænget. Det er åbenbart helt normal procedure her, selvom det umiddelbart virker lidt mærkeligt og bøvlet. Glæder mig dog faktisk til det. Det er en tre timers køretur i ørkenen med forskellige stop undervejs. Der skulle ligge et ret fantastisk hotel der "Hatta Fort Hotel", hvor vi vil gøre stop, bade i poolen, spille minigolf og spise aftensmad. Det bliver fedt.
Det var vel det for nu. Har et lille hotelværelse, der skal ryddes op og tøj, der skal håndvaskes i badekarret inden resten af familien Bock Nissen vender "hjem".

Tanker fra en bekymret mor

Første dag alene her på hotellet efter at have afleveret ungerne i skole og børnehave. Leon startede i mandags på den helt hardcore måde med fuldt skema og ingen ringen hjem til forældrene ved gråd og hjemve. Ekstremt hårdt. Efter skole var han knust og ville ikke af sted igen. Han forstod ikke hvad læreren sagde og følte sig lost på den store skole. Jeg tudede og lå søvnløs den aften og er stadig lidt bekymret for, om han nu også falder til. Heldigvis går der en dansk pige i hans klasse, som også er ny. Det giver lidt tryghed. Tirsdag forlod jeg ham, hvor han var helt betuttet og sammenbidt. Kunne se, at han prøvede at være tapper foran klassekammeraterne, men at han hadede at skulle af sted. Meeen om eftermiddagen var der tilsyneladende sket et lille mirakel, han smilte, da han kom ud fra skolen. Han var så småt begyndt at få kontakt til de andre danskere på skolen og havde fået lov til at arbejde på iPad i timen. Det gav bonus hos den lille computerentusiast:-) I morges var betuttetheden og modviljen der igen, men mon ikke det lysner forude? Jeg har for lidt siden forladt Luna i børnehaven, hvor hun skal være alene, uden mig, i halvanden time i dag. Håber virkelig, det bliver en god oplevelse for hende. Ak ja, moderhjertet er på hård prøve i disse dage, men vi nyder eftermiddagene i poolen på hotellet og med masser af afslapning og opladning til alt det nye. Energien har ligget på lavpunktet de sidste aftener, men jeg får forhåbentligt snart overskud til at opdatere med billeder herinde.